top of page

Fodervejledning

I naturen er afrikanske pygmæpindsvin stort set altædende. De lever hovedsageligt af insekter og larver, men spiser også gerne æg, fugleunger fra jordlevende fugle, øgler/firben eller endda ådsler. Pindsvin kan i naturen endda give sig i kast med mere farlige byttedyr som f.eks. slanger og skorpioner. Dette da de er mere resistente overfor deres gift end andre små dyr og godt beskyttet af deres mange pigge.

 

Når vi holder pindsvin i fangeskab, er det derfor vigtig at prøve at imødekomme dette bedst muligt,- hvilket betyder at grundfoderet skal være forskellige insekter som varieres med larver, kød/barf og æg.

 

   Eksempler på insekter:

  • Chokolade-kakerlakker

  • Dubia-kakerlakker

  • Hvæsende-kakerlakker

  • Bænkebidere

  • Fårekyllinger

  • Græshopper

 

Soldaterfluelarver, regnorme og snegle er også eksempler på gode foderkilder.

 

Jeg køber mine insekter og larver hos Rob Webber, som har Melorm.dk. Han har et stort og bredt udvalg til fornuftige priser. Han sender med post, men kommer også meget rundt i hele landet f.eks. til diverse reptilmesser, hvor man så kan hente. Men find ud af om der findes en fysisk butik i dit område og undersøg markedet på nettet for muligheder.

 

Insekter og larver gives enten levende, eller også køber man dem på frost og optøer inden de gives til pindsvinet. Insekter og larver der har været frosset ned mister kun lidt næringsværdi og er derfor en fin og brugbar foderkilde. Man må IKKE gå i haven og samle insekter, biller, snegle eller orme, da disse kan være fulde af parasitter og sprøjtegifte. Så brug ALTID kun insekter og deslige, der er opdrættet til foderbrug.

 

Vær opmærksom på, at melorme kun bør gives meget sparsomt, og at der findes flere slags i denne kategori- som f.eks. også de store Zophobas Morio. Grunden til at være tilbageholdende med melorme er fordi, at de indeholder meget fedt og fosforandelen er dobbelt så høj ift. kalk. Da pindsvin generelt har tendens til overvægt og kan komme til at lide af kalkmangel, bør alle former for melorme, derfor gives i små mængder. Jeg kalder det fredagsslikken.

Vær desuden opmærksom på, at tørrede melorme eller andre tørrede insekter IKKE skal ikke betragtes som foder og bør undgås!

 

Afrikanske pygmæpindsvin mangler deres blindtarmsvedhæng (cecum). I denne del af tarmen produceres de bakterier, der gør planteædende dyr i stand til at nedbryde cellulose = plantematriale. Pindsvin fordøjer derfor plantemateriale dårligt, og det kan give dem tynd mave, så frugt og grønt bør kun gives meget sparsomt. Pindsvin får i stedet deres fibre fra exo-skelettet fra insekter (kitin). Derfor er det så vigtigt at fodre med insekter. Fibre er med til at give mæthedsfornemmelse og dermed også med til at undgå helbredsproblemer som overvægt og sygdomme relateret til dette.

Så hav i mente at pindsvin ikke er planteædende dyr, men et stykke frugt/grønt med højt væskeindhold (f.eks. melon, agurk eller jordbær) kan gives, hvis pindsvinet er ved at få lidt hård mave. På den måde udnyttes effekten med at sætte ekstra gang i maven, og der tilføres i samme ekstra væske.

 

 

Barf vinder mere og mere ind og er råt kød produceret netop til formålet at være god foderkilde til dyr. De fleste pindsvin elsker det, og det er rigtig godt til dem. Dette bl.a. fordi knogler og brusk er god kilde til kalk og styrker derved deres knogler. Desuden er det, som alt andet ”hårdt” foder de skal tygge på, med til at holde deres tænder sunde og rene. Basér kødkilden på fjerkræ eller lam, da disse kødkilder er nemmere at fordøje for pindsvin end f.eks. okse og gris. Små musseunger (pinkies) er også gode at give. Det er rigtig godt at give meget forskelligt, men vær opmærksom på, hvor meget fedt der er i det enkelte produkt og tilpas det til det enkelte pindsvin afhængigt af størrelse.

 

Barf må IKKE tilberedes, da knogle- og bruskstykker så nemmere splintrer. Så det gives altså råt! Omvendt står du en dag selv skal have fjerkræ eller lam og overvejer at give lidt af det til dit pindsvin, så SKAL kødet tilberedes ved enten kogning eller stegning uden brug af krydderier, saucer eller andet i den dur. Man må dog godt stege i lidt kokosolie. 

 

Min personlige erfaring er, at der er størst succes med at give barf i hakket udgave. Gives det som f.eks. daggamle kyllinger, fuldvoksne mus eller i større stykker som f.eks. andehalse, så er der stort spild, men det kan være en tilvænningssag og kan lykkedes.

Barf-foder.dk er et af mine favoritsteder at handle barf. Deres kyllingeskrog, andehalse og kalkunhalse er et kæmpe hit og super lækkert i deres hakkede konsistens. Barf kan dog efterhånden købes rigtig mange steder.

 

Æg er som tidligere nævnt også en god foderkilde til pindsvin. Det kan være både som kogte, blødkogte, scrambled eller rå. Æggeskal er også rigtig god kilde til kalk, men vær obs på risiko for salmonella, hvis du vil give hele rå æg. Scrambler du æg,- så igen ingen krydderier, men kokosolie er ok.

 

Ved siden af ovennævnte GRUNDFODER skal pindsvin ALTID have adgang til en god kvalitetstørkost til kat. Afhængigt af det enkelte pindsvin kan du enten dosere eller give ad libitum, men vær opmærksom på ikke at have for meget stående ad gangen inde hos pindsvinet, så det ikke bliver besk. Det samme gælder ift. opbevaring – altså mindre portioner i lufttætte beholdere, så holder tørkost sig bedre frisk.

 

Tørkosten skal have højt KØDINDHOLD (70-80%) og selvfølgelig være baseret på fjerkræ eller lam, da det jo er lettere at fordøje end okse og gris.

 

Undgå korn da det er svært for pindsvinet at fordøje. Alt hvad pindsvinet har svært ved at fordøje, resulterer i øget mængde afføring uden at dyret får den optimale næring ud af det. Vælg i stedet bedre fyldstoffer som f.eks. ris eller ærter.

 

Undgå desuden alle former for sukker, da det kan gøre dit pindsvin afhængigt af dårligt foder og igen være kilde til overvægt og dårlige tænder. Undgå desuden også kunstige stoffer og farver, da disse kan give sundhedsmæssige problemer som f.eks. cancer.

 

Set ift. analytiske dele skal tørkosten indeholde:

                      25-35 % protein

                      5-12 % fedt

                      2 % fibre eller mere

 

Jeg anvender og anbefaler, at man blander flere forskellige slags tørkost, så pindsvinet får varieret kost og bedst muligt dækkes ind ift. mineraler og vitaminer. 

 

Eksempler på god kvalitetstørkost er Optima nova, Natural Greatness og Applaws produkter til kat.

Jeg anvender altid Optima nova light , Optima nova Sterilised og Natural Greatness - Sensitive Indoor i min blanding af tørkost. Skal fedtprocenten øges til f.eks pindsvin i vækst (unger), ældre, gravide, ammede eller hos pindsvin med øget behov blander jeg Applaws kylling & and og  Applaws kylling & lam i for at øge fedtprocenten i blandingen.  Det gælder altid om, at kigge på det enkelte produkts indholdsfortegnelse og så tilpasse det ift. det enkelte pindsvins behov. Nogen pindsvin er små, mens andre har tendens til at blive for fede, så dermed kan behovet være forskeligt.

 

Man kan for at variere kosten engang imellem også give sit pindsvin vådfoder til kat. Samme koncept som ift. tørkosten og barf.

 

Eksempler på vådfoder:

  • Applaws kylling & and

  • Applaws kylling og græskar

  • Applaws i gele senior

  • Meowing Heads

  • Kitty cuisine

  • Leonardo finest selection kylling 

  • Leonardo finest selection lam og tranebær

                     

 

Dosering af dagligt foder til afrikanske pygmæpindsvin er en lille håndfuld insekter og larver. Dette kan varieres med en skefuld barf, æg eller vådfoder, og så altid tørfoder som supplement (ca. 10- 15g). Dette er vejledende, så vær ALTID opmærksom på om der spises op OG vigtigst af alt pindsvinets vægt!

bottom of page